Sommerferien er i gang for de fleste i Danmark, og det plejer at betyde, at man gerne vil ud og opleve lidt. Mange tager på charterferie, men der er, heldigvis, også mange, der synes, det er dejligt at holde ferie i Danmark. Forstå mig ret, jeg elsker at rejse og opleve nye kulturer og steder, men jeg elsker også at holde ferie i Danmark. Der er stadig masser af steder i Danmark, man kan tage hen, hvis man gerne vil være turist i eget land. Både hvad angår de mere, skal vi kalde det indlysende (som i nærværende kontekst bestemt ikke er negativt ment!), som eksempelvis Kronborg, Jellingstenen, H.C. Andersens hus og så videre, såvel som steder, der ikke er blevet så store turistattraktioner, eller som folk måske fravælger til fordel for andet. Uanset hvad så har Danmark enormt meget at tilbyde, både sine danske såvel som sine udenlandske turister. Uanset om man bliver i Danmark eller tager til udlandet, vil jeg ønske god ferie.